Dagbog fra 14 dage på Ærø, Lolland-Falster, Møn og Sydsjælland

Dagbog fra 14 dage på Ærø, Lolland-Falster, Møn og Sydsjælland

30. august 2025 0 Af hlnl1885

Kom med på vores 14-dages eventyr i sommerferien 2025. Turen bragte os langt omkring i et område af Danmark, hvor vi ikke har været før. Det er et langt blogindlæg med detaljer fra dag til dag. Måske du kan finde inspiration her til at besøge området.

Meget handlede om vand, broer og færger.

Vi kørte ned over VestFyn til Ærø. Videre til Lolland, Falster, Møn og Sydsjælland inden vi vendte snuden retur mod det jyske.

Ærø-færgen fra Svendborg til Ærøskøbing
Aftenmotiv fra havnen i Ærøskøbing – færgen fra Svendborg

4. august – afgang fra Randers – ankomst Ærø

Vi kørte hjemmefra omkring kl. 9. Fra Middelfart kørte vi ned over VestFyn, Assens og Faaborg til Svendborg. Vi gjorde et kort stop i den hyggelige by, Falsled, hvor vi spiste en mad og drak en kop kaffe på havnen.

Det blev til en hurtig strøgtur i Svendborg, inden vi kørte til færgehavnen. Her var der afgang med Ærøfærgerne kl. 14. Vi betalte 253 kr. for to personer + bil for en enkelt tur. Overfartstiden er 1 time og 15 minutter. Vi sad oppe på dækket under hele overfarten, nød udsigten og spiste vores medbragte sandwich.

Fra færgehavnen i Ærøskøbing er der blot 2-3 minutters kørsel til vores bopæl de næste 2 dage, Hotel Ærøhus. Hyggeligt og idyllisk lige i hjertet af byen. Efter tjekind slentrede vi rundt i den brostensbelagte by. Vi fik stemplet vores ø-pas ved turistkontoret, inden det blev til et besøg hos Aroma på havnen, der laver øens bedste is.

Eventyrbyen Ærøskøbing er øens gamle købstad og Danmarks bedste bevarede 1700-tals by. Mange huse er fredede i det brostensbelagte centrum.

Eventyrbyen Ærøskøbing
En af mange hyggelige gader i Eventyrbyen Ærøskøbing

5. august – rundt på Ærø

Efter morgenmad gik vi en tur ud til de farverige badehuse, der ligger helt ud til vandet, lidt uden for Ærøskøbing. Det har de gjort i mere end 100 år.

Kl. 11.30 havde vi booket et besøg hos Hattesens Konfektfabrik, der ligger på havnen i Ærøskøbing. Her fortalte Claus Hattesen meget levende om historien og med lækre smagsprøver undervejs. Det var yderst inspirerende at høre om stedets historie. De har også en lille butik, hvor man kan købe de lækre varer.

Eftermiddagen blev brugt i bil rundt på øen. Det blev til et stop hos Ærø Bryggeri i Store Rise, hvor vi købte den lokale øl. Frokost spiste vi på havnen i Søby, hvor Skoleskibet Danmark lå i havn til reparation på øens største værft.

Vi endte helt nord på øen ved fyret, Skjoldnæs Fyr inden vi kørte sydpå igen. Retur i Ærøskøbing endte vi igen hos Aroma for at smage endnu mere af deres lækre is. Faktisk var det Claus Hattesen, der startede ishuset, men solgte det fra for at koncentrere sig om konfekteventyret. Om aftenen spiste vi stegt flæsk på Hotel Ærøhus.

6. august – udtjek Ærø – Langeland – Lolland

Efter to dage på Hotel Ærøhus var det tid til at tjekke ud. Først stop var Marstal, der ligger sydligt på øen. Øens største by er forfatteren Carsten Jensens barndomsby. I byen kan du får en folder, hvis du ønsker at gå “I Carsten Jensens fodspor”. Vi osede rundt et par timer i den lille by og det hyggelige havneområde.

Kl. 13.30 var det tid til sejltur nummer to – Marstal – Rudkøbing på Langeland. En skøn tur med ÆrøXpressen i det Sydfynske Øhav, der tog omkring 50 minutter. Prisen var 278 kr. for 2 personer + bil. Vi sad uden for det meste af tiden. Vi havde købt sandwich i Brugsen i Marstal.

På Langeland havde vi nogle timer indtil kl. 17.15, hvor vi skulle videre til Lolland. Det blev til tid i gaderne i Rudkøbing, hvor vi fik stemplet vores ø-pas. For godt 20 år siden tilbragte vi vores sommerferie på Langeland, hvor vi boede på hotel i Lohals. Vi var derfor lige deroppe at vende, men hotellet er blevet til lejeboliger siden da.

Turen til Lolland foregår med Langelandslinjen fra Spodsbjerg på den østlige side af Langeland. Vi betalte 306 kr. for to personer + bil. Turen tog 45 minutter.

Ved ankomsten til Lolland kørte vi direkte til Bandholm Badehotel, som var vores bopæl for de kommende 7 nætter. Vi tjekkede ind på værelse 202. Derefter kørte vi ind på Café Victoria, der ligger i Lollands Centret i Maribo for at spise aftensmad – en af receptionisterne på hotellet anbefalede os stedet.

Danmarks Sukkermuseum Nakskov
Sukkermuseet i Nakskov fortæller om Lollands hvide guld

7. august – Nakskov – sukker og værftshistorie

Lækker stor morgenbuffet var første aktivitet efter at være vågnet på Lolland for første gang nogen sinde. Første stop var i Nakskov. Vi parkerede centralt og gik rundt i de hyggelige gader omkring Torvet. Her var vi på Turistkontoret og fik masser af brochurer og viden om byen af de flinke kvinder der. Vi spiste frokost hos Café Bita på Torvet.

Læs også vores artikel om Lollands hvide guld

Herefter gik vi til Skibs- og Søfartsmuseet, der fortæller om byens stolte værftshistorie, der ikke er mere. Den lukkede i 1987. Her mistede omkring 2000 mennesker deres job – et enorm tab for byen og øen som helhed. Værten på museet gav os masser af interessant viden.

Derfra gik turen til et andet museum, der forsætter om øens nuværende guld, nemlig sukker. Der er enorme arealer af marker med sukkerroer, som vi ved selvsyn oplevede. Danmarks Sukkermuseum fortæller historien. Tilbage i tiden var der produktion i flere byer, men i dag er sukkerproduktionen dog samlet i Nakskov og i Nykøbing på Falster.

Inden afskeden med Nakskov besøgte vi Hestehovedet, et skønt område lige uden for byen med lystbådehavn, legeplads og masser af frisk luft ud til Nakskov Fjord.

Fejø Kragenæs færge
Færgen fra Kragenæs til Fejø

8. august – Fejø – æbler, æbler og atter æbler

Efter morgenmad kørte vi til Kragenæs, hvorfra der er afgang med færge med Lolland Færgefart til Æbleøerne, Fejø, Askø og Femø. Vi startede med Fejø, der ligger tættest på Lolland. Vi købte billetten ved billetkontoret i færgehavnen, 50 kr. pr. person tur/retur uden bil. Overfarten tog kun omkring 15 minutter.

Ved ankomsten til øen gik vi til campingpladsen, hvor vi lejede cykler, 50 kr. pr. person for en dag. Vi cyklede hele turen tværs over øen gennem Vesterby og Østerby til Sletteren. Vi spiste frokost på Dybvig Havn. Undervejs er der mange små boder ved vejen. Vi købte æblemost, marmelade og honning. Vi kom også forbi kirken inden vi kørte ud af den smalle dæmning over til Skalø, der er koblet til Fejø i det nordvestlige hjørne af øen. Utrolig frodig ø med masser af kornmarker og ikke mindst æblemarker, på samme måde som hvis det var vinmarker. Kl. 15.20 tog vi færgen retur til Lolland.

Femern ved Rødbyhavn
Femern – her kører bilerne sydpå når tunnellen åbner

9. august – Maribo – Femern og Krenkerup

Vi startede dagen med at køre til Maribo for at se domkirken, der ligger flot ned mod Søndersø. Der var dog begravelse, så vi gik en tur på turistkontoret. Da vi senere kom tilbage var der vielse. I stedet besluttede vi os til at køre til Rødbyhavn. Her var vi oppe i PILEN, hvorfra der er et godt view til Femern- byggeriet af den nye tunnelforbindelse til Tyskland. PILEN er 217 meter lang og 24 meter højt. Inde i Rødby er der en bemandet udstilling om projektet.

Interessante facts om Femernforbindelsen:

  • Verdens længste sænketunnel – 18 kilometer lang.
  • Turen tager 10 minutter i bil og 7 minutter i tog.
  • Tunnelfabrikken i Rødbyhavn fylder 1 mio. kvadratmeter.
  • Færdig 2029.

Fra Rødby kørte vi Krenkerup Bryggeri uden for Sakskøbing. Det er en del af det historiske gods, Krenkerup Gods. De benytter byg fra egne marker. Retur i Maribo spiste vi frokost på stedet med det glimrende navn, “Cafe Vin & Brød” på Torvet.

Maribo er i øvrigt Kaj Munks barndomsby. Han er født på Maribo Torv, hvor hans forældre havde et garveri. Ejendommen eksisterer ikke længere, men der er en mindetavle på bygningen, Torvet 11. Der er også en statue på Torvet. Det blev endelig også muligt med et kig inden for i Maribo Domkirke inden vi returnerede til Bandholm Badehotel.

Askø færgefart Lolland
Klar til afgang til Askø

10. august – ø-besøg nummer 2 – Askø-Lilleø

For anden gang gik turen til Kragenæs. Dagens eventyr gik til Askø, som man tidligere kunne sejle til fra Bandholm. Prisen var 110 kr. for 2 personer uden bil. Færgeturen tager omkring 40 minutter. På den anden side lejede vi cykler i havnen.

Vi cyklede på tværs af øen, retur til Askø By, hvor der er en lille købmand, som dog var lukket den dag. Vi var også forbi kirken. Herefter gik turen ud over det meget smalle dige til Lilleø. Vi var retur ved færgelejet til afgang kl. 13.30 – svært at bruge meget mere tid på den lille ø, men så fik vi da stemplet vores ø-pas.

Dodekalitten vartegn Lolland
Dodekalitten – Lollands nye vartegn

Da vi kom i land i Kragenæs gik vi direkte ud for at se Dodekalitten. Kunstværket kan nåes på ca. 15 minutters gang fra havnen i Kragenæs.

Dodekalit er græsk og betyder tolv-sten. Det færdige kunstværk vil bestå af 12 skulpturer udhugget i granit. Figurerne er 7-9 meter høje og vejer 25-55 tons. Ansigterne er to meter øje vender alle ind mod centrum i en cirkel på 40 meter i diameter. Du kan læse endnu mere om kunstværket. Det er gratis at besøge.

Retur på Bandholm Badehotel hyggede vi os på hotellets terrasse. Om aftenen nød vi en skøn 4-retters middag på hotellet.

Knuthenborg Safaripark Lolland
En giraf blev en mindeværdig oplevelse i Knuthenborg Safaripark

11. august – Knuthenborg Safaripark

Safariparken ligger i enormt areal uden for Maribo. På 400 hektar lever og 500 vilde dyr. Vi købte billetten online aftenen før vi kørte i parken. Her er konceptet, at man kører rundt i egen bil. Steder hvor man kan stå ud er der parkeringspladser. Det var en rigtig god oplevelse – vi var i parken godt 3 timer. Vores højdepunkter var “board walk” i løve- og tigerskoven samt på savannen, hvor vi holdt i kø i længere tid mens giraffen besluttede sig til hvilken vej, den ville – fantastisk oplevelse – alle pengene værd.

Bandholm Badehotel Lolland
Her havde vi 7 herlige overnatninger på Lolland

12. august – sidste hele dag på Bandholm Badehotel

Vi tog en slapper fra oplevelserne og tilbragte det mest af dagen på hotellets terrasse. Det blev til en løbetur, blogskrivning og hækling. Senere bestilte vi frokost på hotellet og fik også en is i ishuset ved hotellet.

13. august – tjekud Bandholm – Møns Klint – Stege – Brombærgaarden

Tid til at sige farvel til Bandholm Badehotel efter en skøn uge. Nu var det tid til at køre videre mod øst, hvor målet var Møns Klint. Turen tog omkring halvanden time. Vi kørte Maribo, Sakskøbing til Guldborg over Guldborgsundbroen. Herfra til Nørre Alslev til E47 mod København over første del af Farøbroerne, frakørsel 42 på Bogø videre til Møn.

Ved ankomsten til Møns Klint betalte vi en parkeringsbillet på 45 kr. som gælder hele dagen. Der er velkomstcenter og et museum. Vi tog trapperne mod stranden – det er gratis – til gengæld giver det masser af sved på panden, ikke mindst på opturen. Bortset fra det var det en god oplevelse.

Den 13. juli 2025 blev Møns Klint optaget på Unescos Verdensarvsliste. Hele klinten er omkring 6 kilometer lang og rejser sig op til 128 meters højde.

Møns Klint
Møns Klint

På turen retur mod Falster havde vi 3 rigtig gode kulinariske oplevelser. Første stop var ved Møn Is, der ligger på en gård. Her har de egen isproduktion. De bruger 4% af deres egen mælk på isen. De har en stor flot butik, hvor man kan købe is og mange andre lokale produkter. 2 store kugler is til 38 kr. med bounty og traktor is :-).

Næste stop var ved Bryghuset Møn, hvor vi købte af den lokale øl. Tredje og sidste var Tjørnemosegård, som er et herligt sted. Her er jul hele året. Midt mellem juleglimmer har de også produktion af honning i mange varianter – det skulle vi også have noget med hjem af. Men først efter at have smagt op i mod 10 varianter :-).

Inden vi forlod Møn tog vi et smut forbi hovedbyen Stege, hvor vi gik en tur rundt og kiggede på forretninger. Det blev også til et besøg i kirken og gaderne omkring samt den smukke Mølleport, der var en del af byens oprindelige fæstningsværk.

Fra Stege kørte vi Koster – Kalvehave for at køre over Dronning Alexandrines Bro. Derfra ud til E47 og sydpå til afkørsel 43, Nørre Alslev, hvor vi havde booket 3 overnatninger på Brombærgaarden, som er en Bed & Breakfast, der er indrettet i en længe af en lille gård.

14. august – traktormuseum – Vordingborg – Nykøbing Falster Revyen

Efter morgenmad kørte vi den korte vej til Eskildstrup, der huser Danmarks Traktormuseum. Det var altså en stor oplevelse, nok mest når man er opvokset på landet. Her er hele 3 etager med traktorer. Vi betalte 80 kr. pr. person.

Herfra gik turen over Storstrømsbroen til Vordingborg. Man forstår godt, hvorfor de er langt med en ny bro, da den er meget slidt. Broen fra 1937 er også utidssvarende og slet ikke så bred, som de veje/broer der laves i dag. Vi var hurtigt forbi besøgscentret, hvor de fortæller mere om den nye bro. Det er nemt at følge med i byggeriet af den nye 4 kilometer lange bro, når man kører over den gamle bro. Den gamle rives ned, når den nye er klar til brug.

Gåsetårnet i Vordingborg
Gåsetårnet i Vordingborg

Vi parkede tæt på centrum i Vordingborg og gik til borgtårnet, Gåsetårnet og så på området omkring. Kong Valdemar (atterdag) placerede gåsen på toppen for at markere, at kongen ikke frygtede fjender mod syd. Vi spiste frokost på Café Klint.

Nykøbing Falster Revyen 2025
Nykøbing Falster Revyen blev en herlig oplevelse

Torsdag aften var det tid til en rigtig god oplevelse. Nykøbing Falster Revyen. Lidt tilfældigt blev vi opmærksomme på, at den spillede nu. Mens vi var i området. Vi var heldige, at der var få billetter tilbage. Man sidder ved borde og mange havde spist inden forestillingen gik i gang – den del sprang vi over.

Forestillingen varede 2 gange 50 minutter med en 20 minutters pause. Inden forestillingen var vi heldige at hilse på både Lone og Mickey Pless, der driver revyen. For 3 år siden oplevede vi Mickey, da han var i Randers med Birthe Kjær til en julekoncert. Mickey fortalte, at Birthe havde været i Nykøbing for 2 dage siden for at opleve revyen.

Gedser Remise Det Gule Palæ
Gedser Remise med Det Gule Palæ og et Franz Jäger pengeskab på hjul

15. august – Gedser Remise – Marielyst – Nykøbing

Vi startede dagen med at køre helt mod syd, til Gedser Odde, hvor vi så fyret. Derefter var det tid til at besøge Gedser Remise. Stedet er uden tvivl blevet mere kendt og populært, efter at Det Gule Palæ fra Olsen Banden på sporet blev fragtet hertil på skib i 2016. Lige ved siden af tårnet står desuden et grønt Franz Jäger pengeskab togvogn. Palæet er fuldt møbleret på 1. sal, så det bliver ikke mere virkeligt. Derudover har stedet mange gamle tog der fortæller den danske toghistorie.

Nordpå igen kørte vi forbi Marielyst, gik en tur til stranden og spiste en italiensk is hos Marielyst Is. Virkelig lækkert ferieområde, som det også bar tydeligt præg af.

Sidste stop på dagens tur var Nykøbing, hvor det var tid til at slentre rundt i de mange gader, hvor der i dag var ekstra liv, da der var gadeteater flere steder. Vi spiste en sent frokost/tidlig aftensmad hos Duomo, inden vi kørte retur til Brombargaarden.

Holmegaard VÆRK
Holmegaard VÆRK

16. august – tjekud – Holmegaard VÆRK – Roskilde Domkirke

Efter tjekud på Brombærgaarden gik turen for alvor nordpå. Vi gjorde et stop ved Holmegaard VÆRK og kiggede på deres udstilling. Derfra kørte vi til Roskilde, hvor vi tjekkede ind på Comwell Hotel.

Lørdag fra 16.30 – 18 var der åben i Roskilde Domkirke, hvor vi fik aflagt den historiske kirke et besøg. Vi spiste pizza hos Il Padrino, ikke langt fra hotellet, inden vi kørte retur.

Roskilde Domkirke
Roskilde Domkirke

17. august – Ringsted – Odden – hjem

Efter en overdådig morgenbuffet på Comwell tog vi en slapper på værelset. Lækkert med sent tjekud om søndagen – først kl. 12. Vi kørte dog omkring kl. 11. Inden det for alvor gik hjemover kørte vi lidt mod syd til Ringsted Outlet, hvor vi fandt nogle gode tilbud i de mange butikker. Herfra gik det mod nordvest til Odden Færgehavn, hvor vi var fremme kl. 16.15 – afgang med Molslinjen kl. 17.30. Turen tager halvanden time til Aarhus og derfra den korte køretur hjem til Randers.

Tak at du læse med hele vejen og læste om vores oplevelser i de to uger. Måske du selv har fået inspiration til en tur. Det blev en mindeværdig tur, som vi ser tilbage på. Det var virkelig en god oplevelse at opleve mere af det ukendte Danmark.

Du er altid velkommen til at skrive hvis du har spørgsmål til vores tur.

Fik du også læst ? Hjarnø rundt – på jagt efter stempel i ø-passet