Dresden – byen ved Elben i Østtyskland

Dresden – byen ved Elben i Østtyskland

4. januar 2022 0 Af hlnl1885

Vi besøgte Dresden i oktober 2018. I dette blogindlæg kan du læse om vores oplevelser i byen.

Berlin og Hamborg løber typisk med opmærksomheden, når man taler om storbyferie i Tyskland. Denne gang valgte vi dog at besøge at besøge Dresden, der er en af de største byer i Østtyskland. Vi blev bestemt ikke skuffede.

Under opholdet boede vi på Radisson Blue i Radebeul lidt uden for byen. Et par hundrede meter fra hotellet kører Tram-toget linie 4 ind til PostPlatz i det centrale Dresden, så det var nemt at komme rundt. Turen tager ca. 20 minutter.

Luftbombardementet af Dresden

Inden vi når til byens seværdigheder er det vigtigt at dvæle ved byens historie. Mellem den 13. – 15. februar 1945 blev byen bombet fra luften af de allierede med England og USA i spidsen. Store dele af den indre by blev ødelagt og op mod 25.000 mennesker døde. Bombningen menes at være den britiske premierminister Winston Churchills hævn for bombningen af den britiske by Coventry den 14. og 15 november 1940.

Den dag i dag ses der fortsat synlige spor efter disse hændelser. Både i form af mindesmærker, men også på mange bygninger der er opført eller genopført efterfølgende.

Det skal du opleve i Dresden

Floden Elben deler byen i to. Byens historiske centrum, Altstadt ligger syd for floden. Området nord for kaldes meget passende Nordstadt.

Vi starter ved Zwinger. Senbarok bygningsværket Zwinger Palace er en af byens største oplevelser. Her kan man opleve orangeriet, haven og paladset med Zwingers museer, som er et af de mest kendte i Europa. Her er masser af flotte skulpturer og du må heller ikke gå glip af Kronentor. Ikke mange steder i verden kan man opleve så stor en samling af porcelæn som i museerne her. Opført 1710-1728.

Zwinger-paladset i Dresden
Kronentor i parken ved Zwinger-paladset i Dresden

Semper Opera House på Theaterplatz. Gottfried Sempers opera blev opført fra 1838-41. Den brændte i 1869 og 1871-78 blev der så opført den nuværende, der er større end den oprindelige. Også tegnet af Goffried Semper i veneziansk renæssancestil i samarbejde med hans søn Manfred Semper. Operaen blev som den øvrige by ramt af bomberne i 1945 og først den 13. februar 1985 genåbnede Operaen.

Overfor for Det Royale Palads, der også blev også ødelagt under bombardementerne ligger den katolske Hofkirche. Det smukke spir ud mod Augustusbrücke er 83,5 meter høj. Kirken er tegnet af italieneren Gaetano Chiaveri i italiensk senbarok. Kirken er Sachsens største kirkebygning. Opført 1738-1755.

Europas Balkon og Frauenkirche

Fra Schlossplats går vi hen af Brühlsche Terrasse, der ligger med udsigt ud til Elben. Populært kaldes området ”Europas balkon”, hvor der oprindeligt var private haver, da området blev bygget omkring 1740.

Herfra videre til Frauenkirche (Vor Frue) på Neumarkt – opført 1726-43 af arkitekten Georg Bähr. Den protestantiske kirke blev fuldstændig ødelagt i 1945. Den fungerede som synligt krigsmindesmærke inden genopførslen blev påbegyndt i 1994. Genindviet den 30. oktober 2005. 250.000 mennesker deltog i tre dages festligheder i forbindelse med åbningen. I 2015 markeres kirkens 10 års jubilæum – i denne periode har mere end 20 millioner mennesker besøgt kirken.

Frauenkirche i Dresden

Kirken med den 93 meter høje kuppelbygning er utrolig smuk og pladsen om kirken ligeså. Her ses en statue af Martin Luther. Kirken står i dag som et symbol på byens genopbygning.

Fürstenzug herunder er et 102 meter langt vægmaleri på 957 kvadratmeter, der blandt andet viser saksiske herskere fra 1127 til 1904. Værket består af ca. 25.000 Meissen-porcelænsfigurer. Det største af sin art i verden. Fantastisk værk.

Fürstenzug vægmaleri i Dresden

Den gamle markedsplads Altmarkt er Dresdens ældste markedsplads. Det er byens hjerte hvorfra byen blev skabt.

Tid til shopping. Altmarkt Galerie – et kæmpe shoppecenter, der ligger sydøst for Postplatz. Tæt ved ligger Prager Strasse, der er en gade med masser af butikker.

Vest for Mariebrücke ligger en virkelig speciel bygning. Moskeen ”Yednidze” som slet ikke er en moske, men en gammel tobaksfabrik, meget speciel bygning. Bygget 1907-09. I dag er her kontorer og bliver brugt til forskellige arrangementer.

Tobaksfabrikken Yednidze i Dresden
“Tobaksfabrikken” Yednidze i Dresden

Grosser Garten er byens største park. Her er virkelig en mulighed for en lang gåtur i det grønne. Her ligger Zoo og byens fodboldstadion, hvor Dynamo Dresden spiller sine hjemmekampe på Glückgas Stadion.

I den nordlige del af parken ligger endvidere botanisk have og bilfirmaet VW’s transparent factory, hvor det er muligt at komme ind at kigge på fremtidige bilmærker.

Panometer og Die welt der DDR

Sydøst for Grosser Garten ligger Dresden Panometer. Gasanstaltstrasse 8b. Her oplevede vi en visuel skildring af Dresden i perioden 1695-1760. En 360 graders panorama oplevelse på en skærm der er 105 x 27 meter.

Nord for Elben ligger den nye bydel, kaldet Innere og Äussere Neustadt. Albertplatz ligger mellem de to byområder.

”Die welt der DDR” – et museum tæt ved Albertzplatz, hvor man får et rigtig godt billede af østtyskernes dagligdag i DDR-tiden. Se de tre billeder fra museet herunder.

DDR Østtyskland flag
Det østtyske DDR-flag på museet
Trabant bil Østtyskland
Den legendariske bil – Trabant
Politibil Østtyskland DDR Museum i Dresden
Østtysk politibil på museet i Dresden

Syd for Alaunplatz er der anderledes kunst på bygningerne i baggården i Görlitzer Strasse, Kunsthof Arcade. Herunder kan du se to billeder af de mange kunstværker. Hyggeligt område med masser af cafeer og restauranter.

Imponerende kunst i baggård i Görlitzer Strasse i Dresden
Kunsthof Arcade i Dresden
Kunsthof Arcade i Dresden

Innere Neustadt – den imponerende Golden Horseman. Goldene Reiter. Ryttermonumentet blev bestilt af kurfyrst August den Stærke. Udført i drevet kobber 1732-34 og opsat i 1736 på Neustädter Markt. Den seneste restaurering og forgyldning stammer fra 2003.

Memorial Bautzner Strasse Dresden

Øst for centrum i Neustadt nord for Elben ligger et mindesmærke fra perioden 1945 – 1989. Her kan du opleve hemmelige sovjetiske fængsler, der blev brugt fra 1945-1953. Fra 1953 – 1989 blev fængslerne brugt af Stasi. De regionale Stasi-kontorer benyttet i samme periode, kan også opleves her. Et meget tankevækkende sted.

Stasi-mødelokale på museet i Dresden
Motiv fra fængslerne i Dresden

Om Dresden

Dresden er hovedby i delstaten Sachsen. Floden Elben løber gennem byen og deler den gamle og nye bydel i to. Byen blev anlagt i 1216 som en vigtig overgang ved Elben. I 1708 blev den første europæiske porcelæn produceret her – senere blev produktionen flyttet til Meissen mod nordvest.

Her ligger Dresden

Dresden ligger 200 kilometer syd for Berlin. Der er 150 kilometer til den tjekkiske hovedstad Prag mod syd og der er 270 kilometer til Wroclaw i Polen mod øst.

Sådan kom vi til Dresden

Vi fløj fra Aarhus Lufthavn i Tirstrup til Berlin Tegel. Herfra lejede vi bil i lufthavnen hos Hertz og kørte til Dresden. Der er motorvej hele vejen via A13.

Praktiske oplysninger

Turistinformationen ligger på Neumarkt 2 over for Frauenkirche.