Weekend i H. C. Andersens Odense

Weekend i H. C. Andersens Odense

11. marts 2024 0 Af hlnl1885

Ingen af os har sådan rigtig besøgt Odense. Derfor var det endelig på tide at gå i fodsporene på H. C. Andersens Odense den først weekend i marts. Og vi blev bestemt ikke skuffede.

Vi tjekkede ind på Comwell Hotel, der ligger helt centralt ved den fynske hovedstads bykerne. Meget passende hedder hotellet også H. C. Andersen. På gåturen fra hotellets parkeringsplads til indgangen mødte vi den første figur af forfatteren, en fin buste.

Ved indgangen tager forfatteren så imod os, siddende på en bænk. Virkelig godt arbejde. Se billedet øverst i dette blogindlæg. Lige inden for døren er en høj hat, også med reference til forfatteren. Hotellets restaurant hedder Hans Christian og alle værelser er navngivet efter hans værker. Vi tjekkede ind i nummer 327, The little Mermaid – Den lille Havfrue.

Så var det tid til en osetur rundt i byen. På turen rundt så vi figurer af bl.a. Den Standhaftige Tinsoldat og Konen med æggene. Herefter var det tid til at hvile benene. Valget faldt på Café Vivaldi, der ligger ved Ove Sprogøes Plads. Kaffe og kage. Sådan. Et stort sted, men stadig hyggeligt og vi oplevede nærvær og virkelig rare tjenere. Et smut ned på toilettet i kælderen er der bankbokse og andre sjove rum. Det viser sig, at vi er i en gammel Sydbank, oplyste en af tjenerne. Vi blev så betaget af stedet, at vi vendte tilbage fredag aften for at spise aftensmad.

Set udefra virker det til, at Odense har været igennem en rivende udvikling i forbindelse med letbane-projektet. Mange steder i bykernen ser virkelig nybygget ud.

H. C. Andersens Museum

H. C. Andersens Museum i Odense
H. C. Andersens Museum i Odense

Første stop lørdag var H. C. Andersens Museum, der ligger fem minutter fra hotellet. Hans Jensens Stræde 37-45. Det nye museum åbnede den 30. juni 2021. Et virkelig fint museum, både inde og uden for i haven omkring museet. Inden rundturen blev vi udstyret med headset, som fortalte om de ting vi kom forbi undervejs. Det var ikke lang og tung kommunikation, men kort og præcist. Det fungerede meget fint.

Prinsessen på ærten
Prinsessen på ærten

Udstillingen er opdelt i 3 områder, “Livet”, “Eventyret” og “Mindet”. Herefter lander du i “Eventyret” hvor du kan gå på opdagelse i 12 af H. C. Andersens mest kendte værker. Oplev fx. Prinsessen på Ærten og Klods Hans. Dernæst følger mindehallen, der er inspireret af Pantheon i Rom samt H. C. Andersens fødehjem, der er bygget sammen med det nye museum.

H. C. Andersens Museum – den officielle hjemmeside

Billetten til museet gælder også til et besøg i H. C. Andersens barndomshjem. Det ligger omkring 10 minutters gang fra museet i Munkemøllestræde 3-5. Her boede han fra han var 2 til 14 år. Det er et trangt og fattigt hjem, han voksede op i.

Sankt Knuds Kirke

Odense Rådhus minder lidt om en middelalderborg i Italien. Det er nok ikke helt tilfældigt, da det også er opført efter italiensk-gotisk stil. Det blev opført 1881-83.

Odense Domkirke ligger lige over for. Kirken hedder også Sankt Knuds Kirke, navngivet efter Kong Knud, der var konge af Danmark fra 1080 – 1086. Knud mistede livet i den nærliggende katolske kirke, Sankt Albani kirke efter et bondeoprør. Kong Knud blev kanoniseret af Pave Paschalis i Rom den 19. april 1100. Han blev dermed til første helgen i den danske katolske kirkes historie. I Rom finder du et kapel til ære for Kong Knud i kirken Santa Maria in Traspontina, tæt ved Peterskirken.

Knud Den Hellige konge af Danmark ved Odense Domkirke
Knud Den Hellige konge af Danmark ved Odense Domkirke

H. C. Andersen blev konfirmeret i Odense Domkirke den 18. april 1819. Vi fik lige et hurtigt kik ind i kirken, inden der skulle være vielse.

Streetfood på Storms

Til frokost gik vi over “Byens Bro” ved banegården og til Storms Pakhus, der er et klassisk streetfood. Hyggelig stemning og stort udvalg af mad. Vi valgte det indiske køkken med ris tilsat butter chicken og chicken masala samt naanbrød – mega lækkert. På vejen hertil gik vi gennem Kongens Have med Odense Slot samt Odense Teater.

Kunstmuseum Brandts

Kunstmuseum Brandts Odense
Kunstmuseum Brandts Odense

Efter frokost var det tid til besøg på Brandts Kunstmuseum. Museet holder til i de gamle produktionshaller for Brandts Klædefabrik, der lukkede den 31. december 1977. Her er fire etager med kunst. Det der fangede os mest her var mexicanske Carlos Amorales´ “Black Cloud”. Mere end 30.000 laserskårede sommerfugle i papir pryder det hvide rum. Det var en helt vildt oplevelse.

Parken “Eventyrhaven” ligger ved Odense Å bag ved domkirken. Haven er anlagt i 1876. Her var ikke så meget at se uden for sæsonen.

Aftensmaden blev italiensk. Her valgte vi Marcantonio i Vintapperstræde i Latinerkvarteret, som er en helt særlig gade i Odense, måske byens hyggeligste gade ? Gaden er kendetegnet med papirs lanterner. Marcanantonio var en herlig oplevelse, ægte italiensk trattoria.

Brunsvigeren siges at være en fynsk specialitet. Den blev også serveret i morgenbuffetten på hotellet. Vi søgte efter et sted, hvor vi skulle smage den fynske specialitet. Valget blev Brenderup Bageri på hjemturen søndag. Desværre var der udsolgt, så den må vi have til gode. Brunsvigerens Dag er i øvrigt den 12. oktober.

Seneste artikler her på bloggen