Skagen – på toppen af Danmark

Skagen – på toppen af Danmark

20. december 2021 0 Af hlnl1885

Vi besøgte Skagen 5 dage sidst i september 2021. Vi boede centralt i Danmarks nordligste by i en lejlighed hos Skagen Havn Lejligheder. I dette blogindlæg kan du læse om vore oplevelser. Du kan dermed lade dig inspirere til din tur til ”toppen af Danmark”, hvor du går i Skagensmalernes fodspor i området der populært kaldes Lysets Land.

Skagen – Danmarks nordligste by

Skagens Kunstmuseum

Blot et stenkast fra Brøndums Hotel ligger Skagens Museum på Brøndumsvej 4. Det har det gjort siden september 1928. Med sine mere end 9000 værker findes her verdens største samling af Skagensmalerne. I 2016 indviede Dronning Margrethe en udvidelse og renovering af museet. Absolut et must hvis du ønsker at gå i fodsporene på Skagensmalerne.

Indgangen til Skagens Museum med værker af Skagensmalerne

De to måske mest markante Skagensmalere byder meget passende velkommen til museet. Herover ses Michael Ancher og P. S. Krøyer.

Vi købte en kombibillet, der også gælder et besøg i Holger Drachmanns Hus samt Michael og Anna Anchers Hus. Begge steder er holdt meget autentiske og fremstår, som de havde boet der i går.

Holger Drachmann boede i huset fra 1902-08. Han gav huset navet PAX. Huset åbnede som museum i 1911. Hans Paghs Vej 21 – tæt ved Skagen Museum. Hans grav kan du opleve på vej ud til Grenen.

Krøyers Hus

P. S. Krøyers bolig ligger i den sydlige ende af Byfogedskoven vest for centrum. Skoven er Danmarks nordligste bøgeskov. Her boede han sammen med Marie. Krøyerparret boede her i bindingsværkshuset fra 1895 indtil hans død i 1909. I dag er her kontor for Naturstyrelsen Vendsyssel og ikke åben for besøg. Man kan dog komme ind til huset og styrelsen har opsat en holder med en folder, hvor du kan læse om skoven og bygningerne. Sct. Laurentiivej 148.

Rundt i Danmarks nordligste by

Skagen Havn med de ikoniske fiskepakhuse med restauranter og fiskehuse, hvor man kan købe og spise lækker fisk. Tegnet af arkitekten Thorvald Bindesbøll. I Havnegade finder du flere restauranter. Her ligger også Bolcheriet, hvor du kan komme helt tæt på, hvordan man laver bolcher og der er en butik, hvor du kan købe alle herlighederne.

Sct. Laurentii Vej er byens hovedstrøg med et stort udvalg af forretninger.

Søndag kl. 10.30 gik vi i Skagen kirke. Det var en god anledning til at opleve stemningen i byens kirke.

Skagen Kirke

Arkitekten C. F. Hansen tegnede først i 1841 den første kirke, der erstattede Sankt Laurentii kirke, der blev lukket i 1795. Læs mere længere nede i blogindlægget. I slutningen af 1800-tallet under vækkelsesbølgen blev der behov for en udvidelse. Arkitekterne Ulrik Plesner og Thorvald Bindesbøll fik opgaven. Førstnævnte er manden bag udvidelsen mod øst og den høje, lyserøde sokkel. Skagens kirke i den nuværende form blev indviet i 1910.

Vi købte folderen ”Skagen Kirke” i kirken. Her kan du læse meget mere om Ulrik Plesners Kirke.

Byens fire fyr

Det Grå Fyr tættest på Grenen er 46 meter højt. Nordjyllands højeste. Det blev tændt første gang i 1858. Det Hvide Fyr, der står lidt længere inde mod byen set fra Grenen stammer fra 1747. Det afløste Vippefyret, der ligger ud til Kattegat. Vippefyret blev opført i 1627. Det var Danmarks første af sin slags med åben brændekurv. Fyret tændes fortsat hvert år til Sankt Hans. Vandtårnet inde i byen blev taget i brug 1934 og fungerede indtil 1983. I dag bruges det som udkigstårn.  

Vippefyret i Skagen

Skagen Odde – Grenen

Her er vi ved et af de mest besøgte steder i Danmark. Her mødes de to have Skagerak og Kattegat. Du kan gå hertil eller tage traktor-bussen Sandormen fra parkeringspladsen. Vi gik langs Kattegat-siden på Skagens Sønderstrand, inde fra byen og ud til Grenen. Her kom vi forbi de mange bunkere fra 2, Verdenskrig. Retur gik vi via parkeringspladsen med kiosken. På vejen hertil kom vi forbi Holger Drachmanns grav. Det er ham med Midsommervisen. Vi fulgte gå- og cykelstien ind til Skagen.

Grenen i Skagen – toppen af Danmark

Fra P-pladsen udgår Grenensporet, der er en samling af fire forskellige vandrestier til Grenen.

Den Tilsandede Kirke

Kirkens navn er Sant Laurentii Kirke til ære for den katolske helgen, Sankt Laurentius. Han blev ifølge legenden brændt på en rist, som straf for at dele kirkens skatte med de fattige. Kirken var Skagens første kirke. Den menes opført i slutningen af 1300-tallet. Fra kilder ved man med sikkerhed at den lå her i 1387. På opførelsestidspunktet var det den største kirke i Vendsyssel. 45 meter lang og et 22 meter højt tårn.

Et besøg i Den Tilsandede Kirke er et must i Skagen

Sandflugten begyndte i 1600-tallet og nåede kirken i 1700-tallet. Menigheden måtte gravet sig ind, når der var gudstjeneste. Denne kamp varede til 1795, hvor kirken efter kongelig ordre blev nedlagt. Kirkegården blev brugt til 1810. Kun tårnet der blev fredet i 1903 er tilbage som synligt minde. Der er en skøn vandretur via Gl. Kirkesti i byens vestlige del ud til Kirken, der ligger i det område der kaldes Skagen Klitplantage. Det er et godt alternativ til at tage bilen ad landevejen sydpå.

Gl. Skagen – Højen

Hvor Skagen ligger mod øst og Kattegat ligger Gl. Skagen mod vest og Skagerak. Området hedder også Højen. Det var her det oprindelige Skagen opstod omkring et lille fiskerleje. Der er godt 4 kilometer fra det centrale Skagen til Solnedgangspladsen i Gl. Skagen. Her er det værd at den fantastiske udsigt over havet og byens tage fra toppen af Kikkerbakken med Sømærket. Det blev opsat i 1880’erne som en slags vejskilt for søens folk.

Gl. Skagen – Højen set fra Kikkerbakken ved Sømærket

Solnedgangspladsen. Pladsen er udformet som en stor hældende solskive med indhuggede granitcirkler, hvor solen genspejles som solpletter. Ruths Hotel, strandhotellet fra 1910. Jeckels Hotel, en af Gl. Skagens ældste bygninger.

Råbjerg Mile

Vandreklitten er Danmarks største af sin slags. Den kæmpestore sandkasse er en lille ørken på næsten en kvadratkilometer. Den bevæger sig mod nordøst op til 15 meter pr. år.

Råbjerg Mile – vandreklitten syd for Skagen