Panoramaruten – fantastisk vandretur ved Hobro
29. april 2022Vi har talt om det nogle gange efter mange anbefalinger. I påsken 2022 blev det så tid. Vi kørte fra Randers mod nord til Hobro.
Panoramaruten tager sit udgangspunkt ved Hobro Lystbådehavn, Nedre Strandvej 69, 9500 Hobro. Her er parkeringsmuligheder på vej hen mod lystbådehavnen. Da det er en rundtur kan man i princippet starte ruten flere steder.
120 barske trappetrin indleder turen
Den officielle 10 km. rundtur starter med næsten 120 barske trappetrin, der fører direkte mod himlen. Sådan føles det ihvertfald. Belønningen er dog til at få øje på allerede på toppen, med den skønne udsigt ud over Mariager Fjord og Hobro. Den første del af turen er mest kuperet oppe i bakkerne.
Panoramaruten er hele vejen markeret godt med de hvide trekanter. På den måde er du aldrig i tvivl om, at du er på rette vej. Kort behøves derfor ikke.
Strækningen har papir på at være en af Danmarks smukkeste vandreruter. I 2016 blev den som den første i Danmark certificeret som “Premium Vandrerute” af Deutsches Wanderinstitut – et af Europas mest udbredte kvalitetssystemer for vandreruter.
Her er natur for alle pengene. Undervejs gik vi på meget forskellige typer af underlag, stier af både græs og grus. Trampestier, markveje og asfaltvej ved Hobro Golfklub. Flere steder er der græssende dyr på markerne. Her skal hunde føres i snor. Undervejs på ruten skal vi gennem flere stenter for at komme fra en mark til en anden.
Regn med at turen tager omkring 3 timer. Turen i det kuperede terræn tager den tid sådan en tur tager. Og så er der også tid til pauser, nyde og evt. tage et par billeder undervejs.
Bramslev Bakker
Ude i Bramslev Bakker når vi godt halvvejs til Restaurant Bramslev Bakker. Vi havde allerede planer om at spise et andet sted, men ellers fristede kaffe og kage til 79 kr. ret meget. Ved parkeringspladsen er der toilet. Der er også en iskiosk, men den var ikke åben i påsken, da vi kom forbi. Husk også herfra pladsen at nyde den fantastiske udsigt over fjorden.
Fra restauranten gik vi ned mod fjorden, som man følger retur til Hobro.
Turen kræver uden tvivl godt fodtøj og det er værd at holde øje med hvor du træder, da terrænet er ujævnt flere steder.
Om sommeren kan man sejle med turbåden “Svanen” mellem Hobro og Bramslev Bakker.
Hent folder om Bramslev Bakker her – udgivet af Mariagerfjord Kommune.